
Bestyrelse 2019 er konstitueret
6. marts 2019Pressemeddelelse fra venstre i Køge
Venstre i Køges gruppeformand, Mette Jorsø, har meddelt Venstres byrådsgruppe, at der skal findes en ny gruppeformand.
“Da jeg i 2015 blev valgt som spidskandidat for Venstre i Køge og samtidig blev gruppeformand, valgte jeg at sige mit job op og gå 110% ind i opgaven. Nu er situationen en anden og jeg har nu brug for at gå 110% ind i min virksomhed, hvor jeg åbner webshop denne uge. Bestyrelsen er orienteret om min beslutning, og jeg fortsætter selvfølgelig på mine poster, som jeg er valgt til i byrådet,” siger Mette Jorsø.
Byrådsgruppen har i et stykke tid været bekendt med beslutningen og vil gerne have lov at takke Mette for den store indsats, hun har bidraget med som gruppeformand. Mette vil naturligvis fortsat være en del af byrådsgruppen og bidrage med hendes politiske viden, ekspertise og erfaring.
Byrådsgruppen har derfor valgt at pege på Ken Kristensen som ny gruppeformand på aftenens gruppemøde mandag d. 25. feb. 2019.
“Venstres byrådsgruppe vil sammen fremadrettet i en konstruktiv og dialogsøgende tilgang fortsætte med, at skabe gode liberale og borgerlige resultater. Køge Kommune er en dejlig kommune og handler vi med rettidig omhu kan vi sikre, at Køge Kommune forbliver en mindst lige så dejlig kommune for vores ældre, børn og børnebørn. Både i land og by”, udtaler Ken Kristensen.
EN GRUPPEFORMAND SKIFTER GEAR
På Venstres gruppemøde mandag den 25. februar 2019 blev der valgt ny gruppeformand – Ken Kristensen afløste Mette Jorsø.
Mette Jorsø har stået i spidsen for Venstres gruppe siden 2015, hvor hun afløste Palle Svendsen. Først som spidskandidat op til kommunalvalget i 2017 og senere som gruppeformand. Mette tog førertrøjen på fra dag 1 og lagde al sin energi i arbejdet med at bringe Venstres politik i front i Byrådssalen. Som formand for vælgerforeningen har det været en fornøjelse at samarbejde med Mette Jorsø. Det er sjældent at opleve en kandidat på den måde kaste sig over en opgave – helt uden sikkerhedsnet og Venstre i Køge skylder Mette en stor tak sin indsats for partiet. Jeg har fuld respekt for, at Mette nu har valgt igen at fokusere mere på sin private tilværelse og jeg ønsker hende god vind med sine fremtidige gøremål
Når et gruppemedlem gearer ned – gearer et andet op. Ken Kristensen lægger sig nu i front og skal fremover stå i spidsen for Venstres byrådsgruppe. Ken har fået et godt kendskab til maskinrummet i Køge Kommune via sin post i Økonomiudvalget og samtidig har Ken et stort og bredt netværk, der sikre en god kontakt til borgerne. Jeg er derfor overbevist om, at han er velkvalificeret til opgaven. Velkommen til Ken Kristensen, som ny gruppeformand.
Henning Bjørn Christiansen
Formand for Venstre i Køge 2018