Grøn omstilling i Region Sjælland
3. juli 2021En Kommune i balance
21. juli 2021KOMMUNEPLAN
Vi har netop sendt kommuneplanen i høring. Kommuneplanen er det dokument eller den bog, der beskriver, hvordan vi skal udvikle vores kommune over de næste 12 år. Både hvad angår boligudvikling, detailudvikling, naturudvikling – ja kort fortalt stort set alt der har indflydelse på borgerne i vores kommunen. Kommuneplanen revideres hvert 4 år. Høringsperioden er hen over sommerferieperioden.
COLLSTRUP GRUNDEN
som ligger bag Køge Station mod Junkers, står foran en interessant udvikling. Med detailhandel og store udvalgsvarebutikker i stueplan samt levende byrum med legepladser, inden og udendørs fitness, padelbaner, nyttehaver og cafeer på første sal, som ligger direkte i forlængelse af gangbroen over jernbanen.
Grunden er netop solgt til NREP, som har vist interesse for Køge ved lignende projekter.
ØKONOMIAFTALE MELLEM KL OG REGERINGEN
Vi har netop modtaget fordelingen i årets økonomiaftale mellem KL (Kommunernes Landsforening) og Regeringen. Der blev ikke nogen midler til det specialiserede område for sårbare børn og voksne, og på de andre områder bevarer man status quo. Så intet velfærdsløft. Som I måske kan huske, blev der sidste år af flertalsgruppen brugt omkring 150 millioner kr. blandt andet på højere lærerlønninger og flere pædagoger. Vi stod udenfor budgettet. Ikke fordi vi ikke kunne se fornuften i nogle af delelementerne i sidste års budget – men fordi vi mente det var økonomisk uansvarlighed at bruge alle pengene, vi blev tildelt igennem udligningsaftalen fra 2020 på en gang. Vi så gerne i Venstre at man kunne have udvist mådehold og fordelt midlerne mere bredt ud over de næste år – hvor vi ser og imødekommer langt flere børn og ældre i vores demografiske udvikling. Nu har vi brugt pengene og er igen afhængige af, vi årligt bliver tilgodeset i de årlige økonomiaftaler med staten.
I Venstre bryder vi os ikke om at være afhængig af andre. Det er pistol-politik, hvor man skyder til højre og venstre uden omtanke for fremtiden.
DATACENTER TIL KØGE
Om lidt får vi formentlig et stort datacenter til Køge. Det er en af verdens førende it- virksomheder, som ønsker at placere sig i Norden, og valget er faldet på os i Køge. Det bliver spændende og en kæmpe-nyhed. Mere om det senere. Indtil da holdes informationen blandt os Venstre-medlemmer.
BANDEGRUPPERING
Bandegrupperingen Saturdarah har afholdt fest i boligområdet Hastrupparken iført rygmærker. Arrangementet var et led i at rekruttere nye medlemmer til den kriminelle gruppering og er under al kritik. Værst er det, at vores borgmester ikke tager ansvaret på sig – men slår op i banen og siger at, man ikke kan gøre noget og, at det er politiets ansvar. Sjældent har jeg set sådan en ansvarsfraskrivelse, og jeg står hovedrystende overfor manglende initiativer for bekæmpelsen af dette. I Venstre har vi både initiativer og forslag til, hvordan man bekæmper disse individer. Lad os håbe, vi får mulighed for at implementere det efter valget.
PRÆSTESKOVEN I HERFØLGE
Præsteskoven i Herfølge har været til debat. Det er en lille oase, og mange borgere i Herfølge nyder at gå tur i området. En borgerforening er nu gået i gang med at forsøge at redde skoven fra fældning – da Vallø stift bruger den som driftsskov og således driver en forretning i området. Kommunen er gået ind og støtter projektet mod, at de lokale beboere selv kan finansiere resten af midlerne. Prisen for skoven er 4 millioner kr.
BEFOLKNINGS- OG KAPACITETSANALYSE
Befolknings og kapacitetsanalysen viser, at vi over de næste 12 år bliver små 900 flere børn samt 150 flere plejekrævende ældre i kommunen end i dag. Det betyder, at vi er nødsaget til at udvide vores kapacitet på både daginstitutions-, skole- samt ældreområdet, når det gælder plejeboliger. I bund og grund er det jo en glædelig nyhed, men det sætter naturligt vores økonomi en smule under pres. Vi håber derfor, at man vil prioritere flere private børnehaver, skoler samt plejehjem – da det i givet fald ikke vil påvirke vores anlægsøkonomi. Omvendt er venstrefløjen med Socialdemokratiet modstander af private initiativer, og det besværliggør processen.
Lad os se, hvor vi politisk lander disse forhandlinger.
INFRASTRUKTURAFTALE
Så har regeringen netop landet en infrastrukturaftale med alle folketingets partier inklusiv Venstre. Aftalen rummer mange gode elementer bredt over hele Danmark, aftalen på store dele af områderne en kopi af den aftale, den tidligere VLAK regering lagde frem inden valget.
Dog har den ikke rigtig givet noget til Køge. Vi har fået midler til renovering af Østbanen og lidt undersøgelse af en opgradering af antallet af togspor mellem Køge og Ølby. Men ingen midler til infrastruktur, ingen midler til støjreducerende tiltag langs motorvejene og ingen midler til en mere smidig afvikling af trafikken.
Nu kan vi på lige fod med alle andre søge ind i diverse puljer til de forskellige ting og håbe lykken står os bi. Jeg er ærligt talt også her en smule skuffet over, at man ikke har lagt et større arbejde i aftalen fra det lokale hold, som danner regeringsfarverne i denne periode.
VALGKAMPEN ER IGANG
Slutteligt glæder alle vores kompetente og energiske kandidater sig til at føre et brag af en valgkamp for et blåt Køge. Der er i den grad brug for en anden tilgang til helt grundlæggende ting i vores kommune. Det skal vi ud og kæmpe for, så vi igen kan få styr på økonomien og prioritere vores midler rigtigt til en sundere og bedre kommune.
Jeg ønsker jer alle sammen med hele byrådsgruppen en rigtig god sommerferie.
De bedste hilsener
Ken KristensenBorgmesterkandidat – Venstre Køge