Økonomi:
Nogen af jer vil kunne huske, at budgetforliget i 2019 betød, at vi skulle spare 40 millioner kr om året. Herefter besluttede det tidligere flertal året efter i 2020-forliget at bruge 150 millioner kr. Det var det år, vi i Venstre stod udenfor forliget pga. det store forbrug.
I efteråret 2021 står vi så med en sparerunde igen. Et forlig der betød besparelser på 70 millioner om året i de kommende år. Venstre stod bag dette forlig.
Det beløb er nu på 5 måneder steget til 150 millioner kr !
Det siger sig selv, at vi står noget uforstående overfor denne voldsomme stigning. Stigende materiale priser, manglende indtægter på jordsalg og for lidt afsat til udvidelse af skolekapacitet er begrundelsen fra forvaltningen.
Vi har udtrykt vores utilfredshed med den manglende økonomiske styring og de store udsving vi ser, kan skyldes to ting. Enten dårlig økonomistyring eller en bevidst politisk strategi fra den tidligere politiske ledelse om at udskyde de store udfordringer til efter valget.
Uanset begrundelserne for de store økonomiske udfordringer er det bekymrende, og de røde partier varsler allerede nu et ønske om skattestigninger. Det vil vi selvfølgelig bekæmpe med argumentet om, at pengene skal tjenes, før de kan bruges. Desuden ser vi hellere på besparelser på områder, som har fået et unaturligt højt forbrug de senere år.
Bolig:
Vi skal i gang med godkendelserne til udbygningsplanerne af Herfølge Vest og Hastrup Øst. Hvis alt går efter planen, kan lokalplansarbejdet starte i efteråret med færdiggørelse til næste sommer.
Marina:
Vi nedsætter et nyt Marinaudvalg, der skal arbejde videre med udviklingen af Køge Marina. Inden for 2-3 år får vi bl.a. et af Danmarks flotteste badehoteller beliggende ved Nordstranden.
Borgring Lellinge:
Vi igangsætter lokalplansarbejdet for vores Borgring ved Lellinge. Vi forventer svar fra UNESCO, om vi bliver optaget på verdensarvslisten omkring sommer.
Slutteligt vil jeg håbe mange af jer var forbi Køge midtby fredag aften til vores kulturnat/kyndelmisse. Sikke en fantastisk begivenhed og kæmpe tak til alle vores frivillige, der fik skabt en hel igennem fantastisk aften for alle os andre.
Ken Kristensen
Viceborgmester, Køge