Budgetforhandlingerne for 2021 startede onsdag morgen og Venstre var, med arbejdshandskerne på, klar til at tage ansvar med konstruktive forhandlinger om borgerlige løsninger og muligheder. Hurtigt stod det dog klart, at den resterende del af forhandlingspartierne allerede havde afholdt forhandlingseminar uden Venstre.
Med en økonomisk saltvandsindsprøjtning fra udligningsaftalen tidligere på året, var der ellers basis for, at fordelingen af de 167 millioner kroner over de næste 4 år – nærmest var en ønskesituation for alle.
Normalt forsøger man, i demokratiets ånd, at tilgodese alle partier og de af borgerne demokratisk valgte personer og tænke dem ind i en fælles løsning fra start – men denne gang var tilgangen en anden. Mindre ønsker herfra var ikke mulige at medtage i et budget som ellers aldrig har set sit lige tidligere.
Som forhandlingerne skred frem, stod det altså tydeligere og tydeligere klart, at de egentlige forhandlinger var afholdt/afsluttet og havde været foretaget i dagene forinden. Venstre var således blevet holdt uden for hoved forhandlingerne, mens flertalsgruppen med borgmesteren i spidsen, havde aftalt indholdet af budgettet på forhånd. Den brede demokratiske proces udeblev desværre, det mener vi i Venstre ikke at borgerne er tjent med.
Venstre var til dagens forhandlinger, som altid dialogsøgende, løsningsorienteret og holdt fast i forhandlingsbordet til det sidste. Vi gik til forhandlingerne med en klar målsætning om at fremme bedre forhold på de borgernære områder. F.eks:
– Flere ældreboliger i nærområderne samt vores lokalsamfund.
– Markant forbedret sikkerhed og tryghed for vores medborgere i de volds, uro – og banderelaterede områder.
– En høj standard på skole og pasningsområdet samt genindførelse af lejrskoler.
– Vi ønskede en plan for idrætslivet og haller i de to kommende store boligudviklingsområder Køge Nord Sportscenter (Rishøj) samt Herfølge med op til 1600 nye boliger begge steder. Hernæst en pulje til færdiggørelse/ombygning af Køge Idrætspark og bygning af Hal II ved gymnastikcenteret.
– En hjælpende hånd til vores erhverv samt butikker som stadig er ramt af Covid 19 krisen som vi ikke kender den endelige konsekvens af. En krise hvor vi netop nu ser en op blusning som stadig kan koste Køge Kommune mange hundrede millioner kroner i tab af arbejdspladser samt konkurser.
– En forbedret infrastruktur i form af veje og cykelstier.
– Mere og bedre støtte til iværksætteri. De nye virksomheder er fremtidens erhvervsliv og store bidragsydere til den grønne omstilling og vores samfund via skattebidrag og arbejdspladser.
– Mere fokus på trafiksikkerhed samt ikke mindst en fond til ændring eller fjernelse af parkeringsreglerne i Køge Midtby til glæde og gavn for både beboere, handlende, rejsende og butiksejere.
Det er vigtigt at bevare begge hænder på rattet og sikre økonomisk ansvarlighed, samt styring af økonomien. For selvom det er valgår, skal skatteborgernes penge ikke side så løst i hånden, at man ikke bevarer sund fornuft.
Finansiering af budgetforslag bør derfor ikke som fremlagt løses med et kassetræk fra 3. økonomiske redegørelse. Det er penge vi ikke ved om vi har og bør derfor ikke indgå i en sund økonomistyring.
Et sundt princip er ligeledes altid at fastholde en pulje i reserve til uforudsete udgifter og således vi ikke på sigt sender en regning eller et overforbrug direkte videre til vores børn og børnebørn.
Venstre er de borgerlige stemmer i Køge og vi fører borgerlig liberal politik. Vi havde derfor gerne set en øget imødekommenhed på ganske få punkter men uden held.
Venstre vil det brede samarbejde og vi beklager naturligvis man ikke havde samme tilgang fra anden side.