VENSTRES MANTRA – ’PATIENTEN FØR SYSTEMET’

Når man bliver syg eller har brug for vores sundhedsvæsen, kan det være et uoverskueligt system at sætte sig ind i og overskue. Ofte hører man udtrykket at ’man skal være stærk for at være syg’. Det er selvfølgelig en sandhed med notifikationer.

En af Venstres vigtigste og mest rodfæstede værdier er, at vi sætter ’mennesket før systemet’, og derfor er det vigtigste for os i Venstre, der arbejder som regionsrådsmedlemmer, at vi sætter ’patienten før systemet’. Venstre har kæmpet en kamp for først at få indført og siden at bevare udrednings- og behandlingsretten til vores borgere. Ingen bliver nemlig raskere af at vente.

Men det handler også om medmenneskelighed og empati. Jeg husker endnu med gru, da vi i regionsrådet hørte, at man ville sende ældre psykiatriske patienter fra Lolland Falster til en afdeling i Slagelse, fordi der var ledig plads. Heldigvis fik vi som politikere stoppet det. Det samme gælder, hvis man som gravid skal køre ekstremt lang for at blive undersøgt og scannet, eller neonatale børn (for tidlig fødte) der samles på en central afdeling – uden at tænke på de mange familier, der pludselig ikke kan få deres hverdag til at hænge sammen. Det samme gælder for de mange ældre, der ikke selv kan tranportere sig selv eller navigere i et komplekst sundhedssystem.

Hvad betyder ’patienten før systemet’ i praksis? For selvfølgelig skal der være et system, der kan håndtere patienters sygdom og behandling, og et system, hvor tid, kvalitet og faglighed er tre af de vigtigste parametre. Kvalitet og faglighed giver næsten sig selv, hvis vi vil have et sundhedsvæsen i verdensklasse. Tid kan betyde alverden, hvis det er alvorlig sygdom. Tid betyder også, at borgeren hurtigt kan komme tilbage til sin hverdag og arbejde.

Hvor bliver hensynet til mennesket – patienten – af i et komplekst sundhedssystem? Kan vi få det til at være et af de vigtigst parametre også? For hvordan håndterer vi kommunikation til og omgang med patienter og pårørende? Er det op til den enkelte leder på de mange afdelinger på somatiske sygehuse og psykiatrisygehuse? Et særlig ømt punkt er også samspillet mellem regioner (sygehuse) og kommuner, når patienter sendes hjem. Her er der meget at gøre og meget, der kan blive bedre.

Hvert år laves en Landsdækkende undersøgelse af patientoplevelser (LUP), som regionerne står bag. Og hvert år bonger undersøgelsen negativt ud på kommunikation. Man tænker umiddelbart ’hvor svært kan det være’. Men det kræver, at man også tager det meget seriøst og virkelig forsøger at sætte sig i patienter og pårørendes sted, når man kommunikerer direkte til patienter og pårørende, hvis man for alvor vil gøre noget ved problemet.

Borgerinddragelse vil være en nærliggende måde at forbedre systemet, og sætte menneskelig logik og opfattelse før systemtænkning. Men det kræver mod fra vores sundhedsvæsen. Når man er syg eller ældre og svagelig, så har man ikke altid kræfterne til at reagere i den øjeblikkelige situation. Derfor er det netop vigtigt, at vi altid har det in mente, og sætter ekstra spot på det i dagligdagen – og især når vi træffer politiske beslutninger. Det er faktisk her, at vi som politikere kan gøre en væsentlig forskel – så vi ikke ender med systemtænkning.