Ken Kristensen udtaler sig om de aktuelle politiske sager i Køge byråd. I forbindelse med sidste års bandekonflikt med flere skyderier foreslog Venstre at ændre beboersammensætningen i vores udsatte boligområder. Nu begynder forholdene i nogle boligområder endelig at rykke på sig. Første gang vi snakkede med Boligselskabet Sjælland (Karlemosen) om, at man kunne omdanne/nedrive/opbygge boligområdet var i december 2019 – hvor vi var på besøg med vores retsordfører Inger Støjberg. Direktør Bo Jørgensen var dengang meget samarbejdsvillig. I forrige uge var vi inviteret til møde i Karlemosen. Boligselskabet Sjælland har nu fremlagt et forslag om at nedrive 90 boligenheder (ud af godt 600) og genopføre 86 nye i vinkel på de eksisterende blokke og i en lavere bebyggelse end det eksisterende. Projektet går målrettet ud på at ændre beboersammensætningen, så man fremover er sikker på ikke at lande på ghettolisten. De andre politikere og boligselskabet Sjælland virkede meget lydhøre overfor vores krav. Hvis vi skulle lægge ny grundkapital til projektet, skulle pengene komme fra salget af jorden, som boligselskabet køber af Køge Kommune til projektet. Vi havde et krav om at mindst 75 procent af de nye eller istandsatte lejligheder skulle øremærkes senior/ældreboliger (bofællesskaber) – ligesom vi også gerne så nogle af lejlighederne kunne øremærkes til det kommende sygehuspersonale. Ved halvdelen af dem, man visiterer fra kommunen til Karlemosen, er der ikke et krav om, at de er i arbejde. Det vil vi gerne have ændret til at en større andel af de visiterede skal være i arbejde – ligesom de også skal have en ren straffeattest. Det sidste vil man undersøge om er juridisk holdbart. UDLÅN AF OFFENTLIGE LOKALER TIL MEDARBEJDERE: Sagen omkring lokaleudlån i offentlige bygninger, som vi havde på ved sidste byrådsmøde, bliver nu sendt til ankenævnet. Forvaltningen er blevet i tvivl om, den beslutning flertallet har truffet er lovlig, og man vil nu have en second opinion. INDERHAVN ved KØGE CENTRUM: Der er nu samlet 1 million kroner til inderhavns projektet. De sidste 125.000 kr. har Connect Køge lagt ud for. Det betyder, vi forventer en ny inderhavn til lystsejlere ved restaurationsvirksomhederne i Køge Havn til næste sommer. VIKINGEBORG LELLINGE: Vi har netop sendt en ansøgning afsted i forhold til Vikingeborgen, som vi håber kan komme på UNESCO verdensarvsliste. BOLIGUDVIKLING OG POLITIK: Vi har i øjeblikket en sag om udbud af arealer i det “nye” Køge Nord. Vi foreslog, at to af delområderne i det nye udbud blev til individuelle parceller. Det var der ikke opbakning til. Området er det sidste område, der udbydes mod vest. De næste områder der udbydes vil være i flere etagers højde, og det var derfor sidste chance for at få individuelle parceller. Borgmesterens og forvaltningens forslag omfatter kun 10 individuelle parceller – ud af en samlet boligmængde på 1600 – så flere individuelle parceller kunne efter Venstres mening have været passende. I budgetforliget fra efteråret åbnede byrådsflertallet op for flere almennyttige boliger i Køge Nord. Venstre var imod dette forslag, og det var en af grundene til, at vi undlod at være en del af budgetforliget sidste år. Vi foreslog nu, at de almene boliger i Køge Nord området øremærkes, så halvdelen af dem som minimum bliver til ældre- og senior-egnede boliger. Det var der ikke opbakning til fra borgmesteren. MARITIME HALVØ: Udviklingen af Søndre Havn og den maritime halvø er i fuld sving. Der er nu sat et prospekt i søen til godkendelse. Det er her kano- og kajakforeningerne samt de øvrige maritime foreninger fremadrettet skal have deres virke.
|